Om vores samarbejde med Løkkefonden
Alt for mange drenge forlader folkeskolen uden at bestå dansk og matematik og står dermed på kanten af fællesskabet allerede i en tidlig alder. Manglende faglige kompetencer går ofte hånd i hånd med lav motivation, svagt selvværd og fravær af stabile, meningsfulde fællesskaber – forhold der kan få alvorlige konsekvenser for både uddannelse, trivsel og fremtidige livsmuligheder.
LøkkeFonden arbejder målrettet for at hjælpe disse drenge tilbage i fællesskabet gennem DrengeAkademiet – et intensivt, forskningsbaseret lærings- og dannelsesforløb for fagligt udfordrede drenge i 7. og 8. klasse. Forløbet kombinerer intensiv undervisning i dansk og matematik med målrettet arbejde med karakterdannelse, struktur, sunde vaner og mentale styrker. Efter campen fortsætter indsatsen i en obligatorisk gruppementorordning og et tæt forældresamarbejde, som sikrer, at de positive forandringer fastholdes over tid.
Uafhængig forskning og evaluering dokumenterer, at DrengeAkademiet markant øger drengenes uddannelsesparathed, faglige niveau og mentale trivsel – og dermed deres mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse og skabe sig et liv som aktive deltagere i samfundet.
Med sin donation støtter Røsler Fonden LøkkeFondens arbejde for at give udsatte drenge et afgørende vendepunkt i livet – fra dreng på kanten til ung i fællesskabet.