Uddelingspolitik

Røsler Fondens uddelingspolitik er baseret på fondens vedtægter og vision om at understøtte udsatte børn og unges med henblik på at fremme deres muligheder for at blive aktive samfundsborgere.

Uddelingsformål og visioner:

Inden for Røsler Fondens sociale, humanitære, undervisningsmæssige, videnskabelige og sygdomsbekæmpende, trivselsmæssige og kulturelle og miljømæssige formål, støttes initiativer og projekter, der faciliterer børn og unges videre vej i livet.

Visionen er både at afhjælpe og forebygge, at børn og unge bliver udsatte og at skabe sunde og trygge rammer for, at de opnår både uddannelse og beskæftigelse.

Uddelingspolitikken føres ud i livet gennem økonomiske bevillinger, men Røsler Fonden vil også i enkelte tilfælde bidrage med øvrig involvering og samarbejde. Dette vil også kunne ske i samarbejde og partnerskaber med andre organisationer og fonde.

Røsler Fonden har blik for, at den økonomiske støtte i videst muligt omgang direkte skal tilgå projektforløbet. Derfor støtter Røsler Fonden fortrinsvis mindre organisationer, hvor oplevelsen er, at driften er gennemsigtig og tilrettelagt på en sådan måde, at støtten gør mest mulig gavn for målgruppen.

Uddelinger:

Bestyrelsen uddeler legater to gange om året – sædvanligvis i december og juni måned.I længerevarende projekter vil uddelinger kunne foretages i flere rater, betinget af passende fremdrift i forhold til projektets forventede forløb.

Godkendelse og ansvar:

Røsler Fondens bestyrelse er det endelige ansvarlige organ for udarbejdelse, godkendelse og efterlevelse af Fondens uddelingspolitik.